Landbrug

Landbruget har altid været det største erhverv på Orø. Andelen af befolkningen der levede af landbrug faldt dog i løbet af 1800-tallet fra over 80% til 55-60%, men var endnu i 1940 ca. 55%.

1985 var endnu ca. 46 personer beskæftiget, fordelt på 54 brug. Der er siden sket en yderligere sammenlægning og nu råder ejergruppen IS Brøndsøgård over ca. 50% af agerjorden og er eneste fuldtidslandbrug, som har investeret i nye staldanlæg mm – stald med computerstyret malkeanlæg 1999, ny svinestald 1997 og biogasanlæg 2004.

Landbrugets udvikling på 1900-tallet

Perioden 1900 – 1950

Udstykningen af mindre jordbrug, som var begyndt på 1800-tallet, accelerer yderligere i første del af 1900-tallet og der oprettes en del nye, små husmandsbrug støttet af ”Statshusmandsloven af 1899” og jordlovene af 1919.

På grund af faldende kornpriser i slutningen af 1800-tallet omlægges landbruget til i højere grad at baseres på mælkeproduktion og svineavl. Orø Mejeri oprettes på andelsbasis 1891.

Omkring år 1900 var der 84 andelshavere med ialt ca. 470 køer. Heraf havde 35 brugere 3 køer eller mindre.

Tærskeværk, rensemaskiner, hakkelsemaskiner, kværne og maskiner til bruge ved høsten bliver almindelige i begyndelsen af 1900-tallet og aflaster for en stor del af det hårde arbejde i landbruget. Mandskabsbehovet på den enkelte gård falder. Hvor gårdens drift på 1800-tallet krævede et stort mandskab, kan man nu ofte klare sig med familiens arbejdskraft til det meste arbejde. Maskinerne drives af f.ex. hesteomgang, dampmaskiner, vindmotorer eller petroleumsmotorer. Orø får sin første lokomobil, det vil sige transportable dampmaskine, allerede i 1890.

Orø Tærskeselskab oprettes omkring 1920. Der er i udstillingen billede af Orøs tærskemaskine i arbejde og et billede af en hesteomgang.

Mandskabsbehovet i det enkelte landbrug falder og der sker efterhånden en afvandring fra land til by, men den nye teknik stiller også større krav til kapital

Jordforbedringen fortsætter med dræning af fugtige områder. Brugen af kunstgødning øges kraftigt fra omkring år 1900. Det drejer sig om fosfat-, kali- og kvælstofgødninger som øger produktionen markant, – men som jo også senere giver problemer med forurening af søer, vandløb og efterhånden havområder.

Pløjningen foregår med hest det meste af perioden, men fra ca 1945 blev traktorer mere almindelige og afløste hurtigt hesten som trækkraft ved de fleste arbejder. Efterhånden udvikledes plove med flere skær.

Såningen foregik fra 1900 mere og mere med med såmaskiner.

Høstarbejdet blev også hurtigt efter århundredskiftet mekaniseret. Meje- og slåmaskiner kom fra omkring år 1900, og selvbindere fra omkring 1910. Kombinerede høst- og tærskemaskiner, mejetærskere, begynder at komme i slutningen af perioden, evt. Kombineret med halmpresser. Den første mejetærsker(combine) kom til Danmark lige efter krigen, indkøbt af Flemming Juncker, Mariager. Mejetærskerne kom oprindeligt fra de store, tørre landbrugsområder i bl.a. U.S.A. og endnu omkring 1950 mente man ikke de ville få så stor betydning her i vores ret fugtige klima pga problemer med at få kornet tørt.

Arbejdsydelsen mand/maskine omkring 1900: 1 mand kunne meje 1-2 td. Land sæd – 1 slåmaskine med 2 heste 6-8 td. Land sæd. 1 mand kunne så sæd med hånden 10-12 td. Land –  1 radsåmaskine med 2 heste 8-12 td. land

 

Perioden 1950 –2005

Perioden præges af rationalisering af landbruget med sammenlægning af landbrugsbedrifter, nedlæggelse af landbrug og markant nedgang i antallet af landbrug med husdyrbrug. Der sker en meget udtalt effektivitetsforøgelse: Forberedelsen af jorden til såning, såningen, bekæmpelsen af ukrudt og sygdomme i afgrøderne, høsten, tærskningen og rensningen af kornet bliver langt hurtigere og mere effektiv. Hvor det i ”gamle dage” f.ex. tog en mand en dag at pløje og høste 1 tønde land, tager det nu kun få timer for en moderne, stor plov eller en moderne mejetærsker at gøre det samme på 30 tønder land. Og så skal det også tages i betragtning at de moderne landbrugsmaskiner, f.ex. mejetærskeren har flere arbejdsfunktioner indbygget og også kan være forsynet med computer der løbende under arbejdet måler jordens gødningsbehov, fugtighedsprocent m.m.

Forbedringen af jorden ved gødskning og andre tiltag er forbedret kraftig ved gødningsplaner der har til formål at gøre udnyttelsen af gødningen optimal og mindske de uhensigtsmæssige virkninger på land- og luftmiljøet. Og det er da også i nogen grad lykkedes de sidste 10-15 år.

Denne udvikling har dog også haft store omkostninger, omkostninger som det dog er vanskeligere at gøre op. Det er ret let at vurdere effektivitetsforøgelsen hvis produktionen ses i forhold til f.ex. udbyttet/mandskabstime eller udbyttet/hektar. Men det er sværere at vurdere de omkostninger der har været for den enkelte landbruger der efter mange års kamp har måtte give op og overgå til lønarbejde. Eller de omkostninger der har været for det enkelte lille samfund, hvor gårdene er nedlagt på stribe og beboerne rejst eller har fået fast lønarbejde, ofte mange kilometer fra hjemmet.

På Orø har udviklingen været som alle andre steder i landet, og vel i det meste af Europa. Allerede 1960 var 25 mælkeproducerende landbrug nedlagt ud af de ca 86 ved år 1900. 1969 var der kun 35 tilbage og ved Orø Mejeris nedlæggelse 1. april 1971 var der kun 15 leverandører til Hedelykke Mejeri ved Hedehusene. Mejeriet stillede som betingelse at kun leverandører der havde en mælkeproduktion på over 50.000 kg. Årligt kunne blive andelshavere og levere mælk til mejeriet, og der blev stillet krav til opbevaringen af mælken. Det varslede meget håndgribeligt de nye tider. Produktionen skulle have en vis størrelse og det var dyrt at være med. Landmænd der ikke var villige at løbe den risiko det var at sætte sig i stor gæld, eller have en stor kapital, måtte efterhånden holde op.

På Orø er der nu kun et mælkeproducerende landbrug. I øvrigt er der kun enkelte landbrug tilbage med planteproduktion og der er ingen af disse der kan klare at leve af landbruget alene. Den samlede mængde landbrugsjord på Orø er vel nu mellem 1100 og 1200 Hektar og heraf råder øens største landbrug over godt 500 HA. Resten af jorden deles mellem ca 10 større landbrug samt ca. 7 mindre landbrugsejendomme med mellem 1 og 6 HA.

Foldudbyttet, det vil sige den mængde man høster i forhold til den mængde man sår er gennem tiderne øget mange gange af grunde der er skitseret i det foregående. Hvor det skønnes i gennemsnit at have ligget omkring 3 i middelalderen og med stigende tendens til måske omtrent det dobbelte henimod år 1800, er det nu ofte omkring 50 fold. Udbyttet af rug, byg og havre i midten af 1700-tallet er opgjort af Orøs gamle lokalhistoriker, Henrik Larsen, og kan ses i mappen. Opgørelsen vedrører en periode fra 1740-48, hvor der var en markant øget dødelighed på Orø, og viser at der var meget store variationer i udbyttet, ja nogle år har der været decideret misvækst med negativt udbytte, specialt 1746. Disse store variationer i udbyttet forekommer ikke mere her i landet. Man er nu mindre afhængig af vejret og jorden har måske også fået en bedre struktur og er bedre i stand til at holde på fugtigheden.

Før i tiden var det en lang og møjsommelige proces man skulle igennem før føden til dyr og mennesker det næste år var i hus. Fra jordens beredning til såning, såningen, manuel ukrudtsbekæmpelse, høsten med sammenrivningen af kornet, bindingen af negene, opsætning i hobe, tørring, hjemkørsel, stakning før senere tærskning med plejl, rensning ved kastning og opbevaring af kornet, var det en proces hvis gunstige udfald på mange måder var overladt til skæbnen.

Nu sker dette efter en nøje planlægning, grundige undersøgelser. Udsæden er kontrolleret og sygdomsfri, ukrudtbekæmpelsen effektiv, høsten foregår med mejetærsker der i den moderne udgave klarer alle de opgaver der før var uhyre mandskabskrævende og varede fra tidlig eftersommer til langt ud på vinteren. Opbevaringen af det nu stort set rene korn sker under nøje kontrol og under de bedste betingelser – under ideelle forhold.